Mission Update nr. 22
Opdatering fra de danske styrker i internationale missioner.
17-11-2016 – kl. 14:25
Af Værnsfælles Forsvarskommando
Operation Inherent resolve
Kampflybidraget – Tyrkiet
Kampflybidraget deltager fortsat i kampene om befrielsen af Mosul og Raqqah.
De danske F-16 kampfly har i den seneste uge gennemført 10 missioner, hvor der er blevet udført overvågning, efterretningsindhentning samt angreb på bygninger og morterpositioner.
Missionerne er foregået over den irakiske provins Ninawa og de syriske provinser Ar Raqqah, Dayr Az Zawr og Al Hasakah.
Fra onsdag 9. november kl. 1200 til onsdag den 16. november kl. 1200 er følgende gældende:
– Der er fløjet 10 missioner
– Der er anvendt 5 præcisionsbomber
– Der er totalt fløjet 233 missioner
– Der er totalt anvendt 324 præcisionsbomber
Træningsbidraget – Irak
De danske styrker har afsluttet uddannelsen af et hold fra det irakiske Border Guard Police og forbereder i denne uge – inden næste hold fra Border Guard Police ankommer – uddannelse af andre irakiske enheder.
Radarbidraget – Irak og de Forenede Arabiske Emirater
Bidraget i de Forenede Arabiske Emirater er i gang med overdragelsen fra Hold 4 til Hold 5. Overdragelsen forløber planmæssigt. I Irak er bidraget gået i gang med planlægningen af det årlige eftersyn på den danske TPS-77 radar. Ved eftersynet udføres der mange forskellige vedligeholdelsesopgaver af både el-installationer, mekanik og IT.
Transportbidraget – Kuwait
Der er efterspørgsel på det danske C-130 bidrag til koalitionen, hvilket blandt andet skyldes at flytypen er en C-130J-30, der er en længere udgave af en standard C-130, og derfor i stand til at fragte en større last. Det har blandt andet betydet, at man har fået henvendelser fra de konventionelle styrker indsat til støtte for koalitionen, selv om det danske bidrag er indsat til støtte for specialoperationsstyrkerne i koalitionen.
Hercules
Det danske C130J Hercules transportfly, der er en del af det danske bidrag til Operation Inherent Resolve. Foto: Flyvevåbnet.
Resolute support Mission – Afghanistan
Som følge af øget fokus på sikkerhed (Force Protection Measures) i Afghanistan er belastningen af det danske Mobile Force Protection Team (MFPT) øget. Antallet af transporter er nogenlunde konstant, men MFPTs indsættelse til sikring af rådgiverne er øget markant. De indskærpede sikkerhedsforanstaltninger har betydning for de danske medarbejdere i Army Institutional Advisory Team (AIAT). Det har medført en reduktion i mødeaktiviteter med de afghanske styrker, og dermed en reduktion i løsningen af den operative opgave.
Standing NATO Maritime Group 2 – Middelhavet
Absalon gennemfører NATO-operationer i den østlige del af Middelhavet. I november måned har de gennemført operationer sammen med den spanske enhed Cantabria, der ligesom Absalon indgår i Standing NATO Maritime Group 2 (SNMG2).
Cantabria fungerer blandt andet som en forsyningsenhed, der kan levere brændstof til andre enheder til søs. Dette har blandt andet Absalon nydt godt af, da de to enheder til søs har gennemført replenishment at sea, hvor skibene i en periode sejler side om side, og hvor der via slanger er overført brændstof fra Cantabrias lager til Absalon.
Se eventuelt mere på NATO-MARCOMs hjemmeside: http://www.mc.nato.int
Andre missioner
Der er ikke noget nyt at rapportere fra de øvrige danske missioner i udlandet.